Museets historie

Forhistorien

Tanken om at oprette et hjemstavnsmuseum – et egnsmuseum – i Augustenborg er ikke ny. Allerede under besættelsen i 1940-45 forsøgte Hans Lind, Augustenborg Lokalhistoriske Arkivs medstifter og mangeårige formand, i samarbejde med ”Det Unge Grænseværn” at oprette et lokalt museum i byens forsamlingshus, Augustenborghus på Østergade.

Men det lykkedes ikke at få sat noget i gang; årsag(er) ukendt. Den 1. oktober 1971 blev der stiftet en forening, som fik navnet: Augustenborg Lokalhistoriske Forening.

To år senere fik foreningen tilladelse til at benytte et lokale i Turistforeningens ejendom Storegade 28. Lokalet blev brugt til opbevaring af museumsgenstande og til at arrangere skiftende udstillinger.

I 1976 blev aftalen med Turistforeningen opsagt. I stedet fik foreningen af kommunen anvist et par lokaler på Slotsallé 10, den nuværende arkivbygning. I 1978 blev foreningen nedlagt og en ny dannet under navnet: Lokalhistorisk Arkiv for Augustenborg og Omegn.

Altså et arkiv – ikke et museum. Alligevel blev der plads til indleverede genstande fra den nu nedlagte forening. Mange ting er kommet til siden hen.

Lokalhistorisk Arkiv modtog i 1983 en del møbler efter rentier Jørgen Smidemands dødsbo. Man besluttede at indrette to rum som henholdsvis køkken og stue/soveværelse. De skulle se ud omtrent som de gjorde i begyndelsen af forrige århundrede.

Gennem årene har lokalarkivet modtaget mange museumsgenstande, som blev placeret rundt om i de til rådighed værende lokaler, hvor der nu lige var plads.

Museumsindvielse i 2009

I 2005 fik arkivet råderet over hele bygningen. Tanken om at indrette et selvstændigt museum til alle de indleverede genstande meldte sig.

Da arkivet i 2003 fik foræret et komplet sadelmagerværksted efter sadelmager Christian Thomsen fra Almsted, måtte der ske noget. I lokalarkivets baghave stod en bygning, som oprindelig blev brugt til opbevaring af brændsel, vask og tørring af tøj, toiletter m.m. af de personer, som boede i lejlighederne i arkivbygningen. Den tidligere Augustenborg Kommune gav tilladelse til, at arkivet kunne benytte hele bygningen til at indrette et kommende museum. Sammen med kommunen og en række eksperter deltog arkivet i en række møder, hvor man drøftede mulighederne for at oprette et museum under en eller anden form. Møderækken afsluttedes d. 3. nov. 2003 med en studietur til Egnsmuseet og Kliplev, for der at hente inspiration. Efter studieturen blev aftalen, at arkivet skulle få udarbejdet et prisoverslag på at få gjort bygningen klar til brug. Den var i mange år ikke blevet vedligeholdt, så bygningens tilstand var det også nødvendigt at få vurderet.

Prisoverslaget blev udarbejdet af en pensioneret bygmester. Det kom til at lyde på 750.000 kr. uden moms; et beløb Augustenborg Kommune ikke kunne hjælpe os med.

Sagen blev henlagt og først genoptaget i april 2006.I de mellemliggende år samlede vi mod til selv at påtage os arbejdet med bygningen.

Planerne blev reduceret til et mere beskedent projekt, og med en startkapital på 15.000 kr. fra kommunen til køb af brædder til en ny etageadskillelse, gik vi i gang. Kommunen hjalp med at fjerne det gamle og nedslidte gulv og køre det bort. Ved samme lejlighed blev taget understrøget. Det nye loftsgulv blev lagt, et par skillevægge blev fjernet og nye muret op. Der blev kalket og malet.

Danfoss og Sydbank ydede uvurderlig sponsorstøtte, så finansieringen af f.eks. indlæggelse af elektricitet var på plads. Lokale håndværkere forærede os cement og mørtel.

I 2007 dukkede en mand op ud af den blå luft: Johannes Jørgensen. En handlekraftig mand, der viste tanken om et lokalt museum stor interesse. Johannes skaffede kraftige planker, som blev sat op på væggene som hylder på begge etager. En aftale med et savværk om at save flere planker løb noget af sporet, og forsinkede arbejdet i flere måneder. Det slog dog ikke Johannes ud.

Stigen til første sal blev skiftet ud med en kraftig og solid trappe. Hylderne blev fyldt op med genstande – både fra Johannes’ tidligere private museum og fra lokale beboere. I 2008 blev der indlagt kraft, og året efter installeres strøm og belysning blev monteret. I denne periode blev vi mødt med stor velvilje fra mange forretninger i Augustenborg og omegn i form af kontanter (sponsorstøtte).

Adolph Clausen udførte et flot fræsearbejde ved i en planke at skrive ”EGNSMUSEUM”. Skiltet hænges på muren ud til haven, som det ses på fotoet øverst på siden. Som noget af det sidste blev haven omkring bygningen gjort i stand af et par af vores egne folk og kommunens (nu Sønderborg storkommune) anlægsfolk i fællesskab.