Sørens Møllevej (139)

Asserballeskov

© gælder for alle fotos

Tryk på foto for at forstørre

139-44
Sørens Mølle. An-Mari og Christian Søren er navne, der altid vil være knyttet til historien om det gamle Asserballeskov. Søster og Broder der levede fuldstændig upåvirket af de samfundsomvæltninger der skete lige udenfor deres dør. Den gamle Mølle var deres et og alt, men Christians urokkelige tro på, at Møllen nok kom i gang igen, slog ikke til, en ny tid var begyndt. På billedet fra 1946 ses det tydeligt, at dens kronede dage er forbi, den ser noget forpjusket ud, men der gik otte år til, inden den blev nedrevet. Nu er alle borte, tilbage står kun møllehuset som et minde om, hvad der var engang og det fortjener at blive bevaret.
På det gl. billede ser vi de to søskende med deres Par fotograferet udenfor møllehuset.
Sjældent så man to søskende supplere hinanden så godt, som An-Mari og Christian Søren gjorde det, både i deres væremåde som deres måde at tale på. Der skulle meget til at slå dem ud af balance eller bringe dem i affekt, - om det nogensinde er sket? Jeg tror det ikke. Da An-Mari sjældent, for ikke at sige aldrig, forlod møllehusets område, var det Christian der måtte klare de nødvendige ærinder, Høker, Bager osv. Og mangen fremmed bilist der er kommen kørende ad landevejen og har mødt Christian og hans trofaste ledsager hunden Pelle, på vej til Høkers, har sikkert gjort sig sine tanker ved det syn.
Med al respekt for gældende trafikregler, holdt Christian sig altid helt ude ved vejrabatten for ikke at være til gene for trafikken, og blev den for voldsom stod han helt stille, indtil der var roligt igen. Det hændte også, at han måtte tage turen til Sønderborg for at klare sit ærinde, men det ændrede ikke noget, heller ikke tempoet, hvad skulle det gøre om hele dagen gik dermed, han havde tid nok, at tage med Rutebilen kunne aldrig falde Christian Søren ind, nej, han stolede mere på apostlenes heste end på de nymodens befordringsmidler.
Der fortælles, at Christian Søren kun engang i sit liv passerede broen over Alssund og det var den dag han var på session i Flensborg. - An-Mari nåede det aldrig.

139-45
"Sørens mølle er ikke mere, og mange aner ikke, at der engang lå en mølle på dette sted. Dens historie begynder i 1806. Chr. G. Simonsen fra Notmark byggede den på en mark vest for J. Kroghs ejendom. I 1863 køber Simonsen et stykke jord af kådner Hans Thomsen i Asserballeskov og samme år flytter han så møllen herned.
Ti år senere bliver møllen ramt af et uheld. I dagbladet Dybbøl-posten for den 18 juli 1873 kan man læse følgende.
"I formiddags mellem kl. 10 og 11 trak et frygtelig tordenvejr henover vor by Asserballeskov ledsaget af uhyre regnskyl og hagl. Lynilden anrettede, som tit sker, også her stor skade, idet det slog ned i byens mølle, gik ind ved akslen ved kappen og langs med den ottekantede Bjælke, rev taget ned og søndersplittede den lange overkant, dog uden at antænde."
Møllen blev istandsat igen og der blev drevet mølleri til omkring 1927. Nu var det sønnen og hans søster der ejede møllen. Der var ikke det samme behov for den som før, og et Filmselskab gav tilbud på den, det var meningen at bruge den ved en optagelse, men det blev afslået, de to søskende mente, der ville komme en tid hvor der blev brug for møllen igen. Det skete ikke, en ny tid var begyndt, og i 1954 blev det sidste punktum sat i en lang historie, møllen blev nedrevet. Søens folk mistede et kendingsmærke og en landsby sit "Vartegn".

139-53
Sammenholder man billedet her af skolen, som den ser ud i 1967, med det gl. billede fra 1910 (139-54), ses det tydeligt, at der er sket store fremskridt. Men det er ikke nok. Man har i højere kredse fundet ud af, at den ikke mere er egnet til formålet, og den i august 1970, kunne man læse denne annonce, der et udklip taget fra Augustenborg Avis.
Avisudklip fra 1/8 1970: 
Asserballeskov Skole, af areal ca. 8.100 kvm, beliggende med udsigt over Lillebælt, hovedbygning med to lærerboliger, fire klasseværelser, bebygget grundfl. ca. 360 kvm, plus loftsrum, kælder m. m., og nyere sidefløj fra 1941, bebygget grundflade ca. 270 kvm plus kælder samt murede udbygninger med garage m. m., sælges for bedste, rimelige bud. Lokaliteterne er forsynet med centralvarme fra oliefyr og moderne sanitære installationer. Velegnet til beboelsesformål, lejrskole, en social institution, helårlig pensionat, sommerpension, gartneri, fabriksvirksomhed, 1. kl. campingplads, hvor alle faciliteter på forhånd forefindes, udstillingslokaler og -plads for både, camping- og andet fritidsudstyr, møbelmagasin, vognmandsforretning og meget andet. De store og gode lokaler befinder sig alle i solide og velholdte bygninger. Udbetaling ca. 20-25 procent af købesummen.  Besigtigelse og vilkår:
Augustenborg Ejendomskontor
v/ ejendomshandler, ps. kæmner Dahl, Det gl. Apotek

139-54
Tirsdag den 14. maj 1822,blev en mærkedag i Asserballeskovs historie. Det der skete denne dag var, at skolen som vi ser på billedet her, for første gang blev taget i anvendelse. Den afløste en ældre skole der var bygget i 1750, og som lå på det sted, hvor vejen der fører ned til Voigt-strand og Oleskobbel, deler sig. Den ny skole vat i ordets forstand en :Folkets skole:. Det var Boelsmænd, Kådnere og Inderste i Asserballeskov og Kettingskov, der med bistand af Hertugen til Augustenborg, byggede skolen. Der står i gamle oplysninger skolen vedrørende bl.a.: Ovennævnte jordstykke forærede hertugen skoleinteressenterne "for evige tider" og med fritagelse for enhver afgift.
Til gengæld, gav man i Asserballeskov afkald på alle krav i den gamle skolelod. Men da beboerne i Kettingskov ikke havde nogen andel i denne skole (Kettingskov hørte på det tidspunkt under Ketting) forpligtede de fem Boelsmænd der, sig til hvert år at aflevere 5 skæpper Rug til Skolelæreren i Asserballeskov.
Efter nutidsbegreber og med de nye moderne palads-lignende skoler, som forbillede, -ja, så vil mange som ikke har kendt den gamle skole, sikkert udbryde: Bevar os, skal det være en skole, det ligner mere et husmandssted: Ja vel, men sådan var det dengang. Pristallet var ikke opfundet, og for at finde frem til en aflønning af skolelæreren, gik man dengang efter helt andre normer og beregninger, end man gør i dag i vort højtudviklede samfundsmønster, men det er en hel anden historie.
Men nu kommer det som bekendt ikke alene an på de facaden. Det afgørende vil altid være, dengang som nu, hvad sker der indenfor. Kunne børnene lære noget? Ja selvfølgelig! Den gamle skole behøver ikke at få hverken mindreværdskompleks eller en dårlig samvittighed ved at blive sammenlignet med en supermoderne ditto, eller sagt på en anden måde. Hvad skulle det betyde om skolen var stråtækket, når bare Læreren ikke var det også:
Eller tænk blot på, hvor mange af Andelsbevægelsens Pioner havde andet og finere eksamensbevis, end det de havde erhvervet i den stråtækkede skole?
I december 1942 var der indvielse af helt nye lokaler, skolekøkken, gymnastiksal og bibliotek, alt sammen i henhold til skoleloven af 1937. Ved den lejlighed blev der talt af daværende amtsskolekonsulent Novrup, der bl.a. sagde: "Der har været år herhjemme, hvor man bogstavelig talt har ført krig mod gamle skoletraditioner, ud fra det synspunkt, at Læreren var for aktiv og Eleven for passiv. Man forsøgte at vende op og ned på det hele, så Eleven faktisk skulle blive den bestemmende. Heldigvis nåede denne kamp ikke at give sig større udslag. Vi kan glæde os ved den sunde og naturlige udvikling vort skolevæsen har gennemgået!"
citat slut.
Det ser imidlertid ud til, at nu, 30 år efter denne tale blev holdt, er den gamle strid blusset op igen, og krigen føres videre og efter helt andre, avancerede metoder. At det i den strid er gået slemt ud over den lille skole, derom ingen tvivl.